Mad & Bolig revitaliseres

pressemeddelelser, 16-09-2021

I det nye Mad & Bolig er æstetikken som altid i højsædet, og derudover tilføjes nye lag for at imødekomme målgruppens øgede behov for substans og vejledning. Det nye Mad & Bolig skal favne bredt og er særligt rettet mod den store gruppe af danskere, som elsker at indrette og forny deres hjem løbende med både små og større greb.

Det er ikke længere nok kun at vise frem. Det nye Mad & Bolig guider dig også til, hvordan du indfrier dine egne boligdrømme og får et funktionelt og levende hjem med plads til at udfolde dig som den person, du er.

I det nye Mad & Bolig kan læserne blandt andet glæde sig til en ny visuel identitet og en helt ny hjemmeside. Og så møder læserne også et nyt univers, der har endnu større fokus på bæredygtigt design, og som er helt på forkant med, hvad der rører sig.

- Boligen er blevet arena nr. 1, og vi investerer i den i stigende grad. Især coronapandemien fik os til at tage hjemmet i brug på helt nye måder og udfolde flere aspekter af livet derhjemme. Vi arbejder, træner og lytter til live-musik hjemmefra, siger Iben Rouw, mediechef Aller Livsstil, og fortsætter:

- Fordi vi opholder os mere hjemme og vil fortsætte med at gøre det, og fordi samfundsstrukturerne har forandret sig grundlæggende, er det primært hjemmet, der viser hvem vi er som mennesker. Samfundstendensen går mod det mindre polerede og det mere menneskelige med fordybelse og kvalitet i livet. Derfor er det også på sin plads at puste nyt liv i Mad & Boligs univers, som kan matche de tendenser og behov, vi ser i markedet.

Bæredygtighed og kvalitet

Ofte går bæredygtighed og kvalitet hånd i hånd, fordi kvalitet også er lig med holdbarhed og omtanke for miljøet. I det nye Mad & Bolig hyldes bæredygtigt design og går imod brug og smid væk-kulturen. Men også hjemmets nye rolle og funktion får en central plads.

- Pæne billeder og pæne hjem er ikke længere nok. Vi skal kunne mærke, hvem der bor der. Det nye Mad & Bolig afspejler boligernes personlighed og levet liv. De personlige vinkler går også ud på at inddrage snakke med designere eller få tip fra boliginfluencere, siger Cecilie Møller Rasmussen, chefredaktør Mad & Bolig, og fortsætter:

- Det nye Mad & Bolig er på forkant med, hvad der rører sig, og er go to-mediet, når du søger inspiration til indretning med kant og personlighed. Boligerne i magasinet spænder derfor også vidt fra det mere klassiske look til det modige, kreative og legesyge, slutter hun.

Kontakt

Iben Rouw, mediechef, Aller Livsstil, iben.rouw@aller.com, +45 25 47 77 32

Cecilie Møller Rasmussen, chefredaktør, Mad & Bolig, cecilie.rasmussen@aller.com, +45 31 63 83 31

Pressekontakt