Aller Media konsoliderer IN og Dossier i ét univers

pressemeddelelser, 08-07-2021

Som en del af Aller Medias indholds- og porteføljestrategi er der gennemført en succesfuld rebranding af magasinerne Dossier og IN. Den positive proces underbygges nu ved at konsolidere magasinerne yderligere og fortsætte udviklingen af den redaktionelle profil i ét samlet univers.

Den 1. august tiltræder Christina Zemanova som ny chefredaktør på Dossier. Det sker i forlængelse af Aller Medias og Aller Trends målrettede arbejde med at videreudvikle både IN og Dossiers redaktionelle profiler, hvor indhold fra de to magasiner nu fortsætter i ét samlende univers. Således udgives magasinet IN for sidste gang den 5. august. Selvom IN stopper med at udkomme som selvstændigt magasin, vil udvalgt indhold fra IN fortsætte med at leve og blive en del af Dossiers redaktionelle profil, der fortsætter med et særligt fokus på talent, karriere og fascinerende fortællinger.

- De seneste ni måneder har Christina Zemanova leveret et fantastisk arbejde med at relancere IN som et magasin til læsere, der har lyst til et journalistisk overraskende og originalt magasin fyldt med godt læsestof. Derfor er det selvfølgelig også med et vist vemod, at IN nu stopper med at udkomme som selvstændigt magasin, men vi er samtidig enormt glade for at se indholdet leve mindst lige så stærkt videre i et nyt format med Christina ved roret, siger Cecilie Ingdal, mediechef på Aller Trend, og forsætter:

- Som mediehus kigger vi altid på, hvordan vi står bedst i markedet med vores indhold, udgivelser og ift. vores læsere. Her har vi identificeret et stort potentiale i at samle vores tunge journalistiske og kompromisløse profil for både IN og Dossier i ét univers på trendredaktionen. Og jeg er overbevist om, at Christina Zemanova er den rigtige til at fortsætte udviklingen ud fra begge magasiners journalistiske dna og samle det i det nye Dossier på både print og digitalt, siger hun.

Christina Zemanova overtager chefredaktørposten på Dossier efter Kasper Steenbach, der har valgt at stoppe som chefredaktør ultimo juli.

- Kasper Steenbach har drevet en gennemgribende og succesfuld relancering af Dossier som løssalgsmagasin, hvor vi ikke alene har udvidet den digitale tilstedeværelse med et nyt onlineunivers, formatet er også blevet ændret fra avis- til magasinformat. Og samtidig er Dossiers fokus på talent fremfor køn yderligere blevet styrket. Da Kasper Steenbach efter 5 år valgte at takke ja til nye udfordringer, har vi gennem et par måneder været på udkig efter den rette arvtager, og den profil har vi fundet med Christina, siger Cecilie Ingdal.

På Dossier skal Christina Zemanova videreføre den høje journalistiske ambition på tværs af platforme og samtidig udvikle brandet og positionere det stærkest i markedet.

- Jeg er glad for at have fået tilbudt jobbet som chefredaktør for Dossier, og jeg har takket ja, fordi Kasper Steenbach har bygget et virkelig godt magasin op de seneste fem år, som jeg både ser frem til at føre videre og bygge videre på sammen med holdet omkring Dossier og hele trendredaktionen. Og så tager jeg selvfølgelig alt det bedste med fra IN, der vil bidrage yderligere til profil og læseoplevelsen, siger Christina Zemanova og fortsætter:

- Jeg synes, det er fedt og modigt af Aller Medias ledelse at give posten som chefredaktør på et magasin, der som udgangspunkt var mest til mænd, til en kvinde. Det understreger i den grad, at Dossier nu og fremover ikke skal have et køn, men være et magasin for alle, der interesserer sig for gode, velfortalte historier og for de fascinerende mennesker, der er de allerbedste inden for deres felt, og som andre kan lære noget af. Uanset køn, og hvordan man definerer sig, slutter hun.

Christina Zemanova vil i tæt parløb med redaktionschef Ditlev Fejerskov videreføre Dossier med fokus på de skarpvinklede artikler samt styrke mikset mellem de velkendte interviewformater og livsstilsstoffet. Christina Zemanova fortsætter sideløbende med sit chefredaktørvirke for Dossier sit virke som journalistisk redaktør på ELLE.

Aller Trend-redaktionen tæller, ud over Dossier, magasinerne ELLE og Vi Unge.

Dossier udkommer 6 gange årligt.

Pressekontakt